Hvordan føles en vandpyt, når man dypper sine bare tæer i den? Kan man lave en vaskeægte fernisering med børnekunst? Og hvordan bruger man egentlig en regulær sandkasse til at bygge og antænde en naturtro vulkan?
Det og meget mere får du svar på i Fru Hedevig Baggers Børnehave – Danmarks ældst fungerende børnehave. Her er vores mantra, at livet i børnehaven skal være en fest. Og så er vores slogan “T.P.L. – Tro På Lortet” en fast følgesvend i hverdagen.
Vi er en lille, velfungerende børnehave med 26 børn og et personale med masser af erfaring. Børnehaven har siden 1936 været beliggende på Bispebjerg, i Københavns Nordvest-kvarter med nem adgang til natur og grønne områder – Utterslev Mose og Bispebjerg Kirkegård. I 2012 valgte vi at privatisere børnehaven for at fastholde de kvaliteter, som vi synes er forbundet med at være en lille institution, hvor børn, forældre og personale kender hinanden godt, arbejder tæt sammen, og hvor der er trygt at være for både små og store.
Kreativitet, naturen, venskaber og et tæt forældresamarbejde er øverst på vores prioriteringsliste. Fællesskabet er rygraden i børnehaven. Traditioner og pædagogiske værdier er fasttømrede, og på den måde bliver dagligdagen i børnehaven stabil og genkendelig.
I 2023 blev børnehaven tildelt Ernaprisen af Dansk Pædagogisk Historisk Forening.